Fritidslederpris 2010 - Charlotte Michelsen
Uddrag fra Helsingør Dagblad, d. 19. januar 2011:
En arbejdsbi. Imødekommende og rummelig. Bestemt, men kærlig. Sådan beskrives Charlotte Michelsen, 61, der i går blev tildelt Helsingør Kommunes fritidslederpris 2010.
Charlotte Michelsen, i daglig tale altid kaldet »Charlie«, har været spejder i 54 år og er en institution inden for sit felt. Under påskud af, at politikerne i kommunens økonomiudvalg havde indbudt en spejdergruppe til et møde på rådhuset i forbindelse med de kommende budgetbesparelser, var Charlotte Michelsen udpeget som en af spejderkorpsets repræsentanter.
Stor var hendes forbløffelse, da hun trådte ind i byrådssalen, fyldt med spejdere, borgmester og andre, der ville være med til at hylde hende som årets fritidsleder.